“Content is king” i et internet-demokrati

Skrevet af Rasmus Vestergaard
Udgivet nov 17, 2020

Det var Bill Gates, der i 1996 udødeliggjode sætningen “Content Is King” i et essay om internettet. Siden da har det prydet et utal af PowerPoint-slides, hvor ambitionen var at sætte gang i indholdsproduktionen.

Gates havde bestemt ret, men i dag mangler det dog lidt en nuance. En demokrati-nuance så at skrive.

For ja, “content is king”. Og alle er blevet deres egne små kongedømmer. Virksomhedsejeren og viceværten er blevet deres egne mini-medier. De har deres egen kanal, publicerer deres eget indhold og jagter andre menneskers opmærksomhed og pengepung.

Men med denne overflod af indhold, der skyller ind over internettet hverdag, er det blevet sværere og sværere at navigere. Det kræver mere og mere at skille sig ud, og forbrugerne er blevet mere krævende og kritiske.

“Content consumption is moving from a buffet to à la carte”

Cognizant

Indhold er ikke “født” som konge. Det arver ikke særlige privilegier og høje placeringer på Google. I stedet skal det kæmpe for sin plads på internettet og i menneskers bevidsthed.

“Content is king” så længe, at internettet, læs andre mennesker, stemmer for det og bruger sine dyrebare minutter på det.

Folkets gunst skal vindes, så de stemmer på dit indhold. Mennesker stemmer for dig, når de klikker på dit link på Google, deler dit indhold på de sociale medier eller linker til din hjemmeside fra deres egen hjemmeside.

I et internet-demokrati kunne man fristes til at skrive, at “consumer is king”. Det bliver dog også lidt unuanceret.

Det er en balancegang mellem “consumer”, “channel” og “communication”.

Alle tre elementer har indflydelse på, om dit indhold bliver kongen eller ej. Så lad os kigge lidt nærmere på de enkelte dele. Vi begynder med forbrugeren.

Forstå dine vælgere

Hvis en politiker vil stemmes ind, skal det visionære budskab afstemmes med målgruppen og kanalen.

Det gælder også for dit indhold. Det skal tilpasses indholdsforbrugeren, altså din målgruppe.

Når du ved, hvad dit publikum interesser sig for, frygter, drømmer om, har du et langt bedre udgangspunkt for at vide, hvilket indhold du skal lave, hvor du skal dele det, og hvordan det skal pakkes ind på en appetitlig måde.

Hvis du ved, at din målgruppe følger trofast med i alle afsnit af Den Store Bagedygt, men frygter for at wienerbrødene sætter sig fast på kroppen, kan du skabe indhold, der taler til den interesse og forstår den frygt.

Ved at formulere og tilpasse dit budskab målgruppen og kanalerne kan du bedre overbevise din målgruppe om, at du og dit produkt er det rette valg.

På et mere praktisk plan kan det være ved at anvende psykologiske triggers i dine tekster, videoer eller podcasts, som styrker dit dit indhold.

Hvordan lærer du din “vælgere” bedre at kende?

Interviews med tidligere kunder er en god indgangsvinkel. Spørg dem, hvorfor de valgte dig, fremfor dine konkurrenter? Hvordan var oplevelsen med dit produkt?

Google kan også hjælpe dig med at forstå, hvad din målgruppe leder efter. Søgemaskinen kommer med forslag til, hvad folk tidligere har søgt efter, eller hvilke relaterede søgninger de taster ind.

Dertil kan SEO-værktøjer som for eksempel Ahrefs, SEMRush og Ubersuggest være værdifulde. De kan vise dig, om mennesker faktisk søger efter det, du tror, de søger efter. Nogle gange er formuleringer og spørgsmålene forskellige, og med denne viden kan du tilpasse dit indhold, så det forstår din vælgere.

Find ud af, hvor dine vælgere er

Produktion skal følges op af promovering. Du skal nå dine vælgere og gøre dem opmærksomme på dit budskab, og hvordan det er vigtigt og interessant for dem. Det giver giver dem nemlig mulighed for at stemme på dit indhold.

Alt efter hvem din ideelle kunde er, vil han eller hun nok gøre brug af nogle bestemte kanaler. Designere og grafikere foretrækker Pinterest og Instagram, mens HR og CEO nok foretrækker at følge med på LinkedIn eller Børsen.

Her kan for eksempel DRs Medieforskningsrapport pege dig lidt i retning af, hvor din målgruppe er. Se også på, hvor din hjemmesidetrafik kommer fra. Kommer de fleste mennesker gennem Google-søgninger, via Instagram eller fra dit nyhedsbrev? Det hjælper dig med at finde ud af, hvordan du skal lægge dine markedsføringsbudgetter.

Når du ved, hvor dine vælgere er, kan du bedre pakke budskabet, så det passer til konteksten, kanalen og modtagerne.

Herefter er det en god ide at lade sig inspirere af “best practices” og anbefalinger fra for eksempel Facebook og LinkedIn. De er gode til at dele tips, så du får mest muligt ud af deres platform, din tid og dine annoncekroner. Nogle budskaber og nogle platforme foretrækker video, mens en god og velskrevet artikel gør sig bedre i andre situationer.

Tal med dine vælgere

Mennesker er blevet indholdsimmune. Udgangspunktet for indhold er næsten, at folk er ligeglade. Der skal mere og mere til for at fange folks opmærksomhed og fastholde interessen. Det stiller højere og højere krav til dig og din virksomhed at levere indhold, der underholder, oplyser og fænger.

Cory Doctorow siger: “Conversation is king. Content is just something to talk about.” Det handler altså om at bruge dit indhold til at skabe en relation til dit publikum med. Content bliver en katalysator.

Du skal derfor være balancere dit budskab i forhold til, hvad din målgruppe har brug for at vide, og hvordan det tager sig bedst ud på de enkelte og mest relevante platforme.

For i et internet-demokrati er det dét bevægende, underholdende og inspirerende indhold, der vinder folkets gunst og bliver konge.

Strategien for dit indhold skal tage højde for hele kunderejsen. Lige fra anskaffelse, engagement, fastholdende og henvisninger. Det må ikke kun handle om trafik til hjemmesiden. Indhold har indflydelse på din forretning, fordi det er markedsføring og hjælper med at skabe salg.

Indhold skaber og styrker tilliden mellem mennesker og virksomhed. Derfor er det også vigtigt, at du ikke efterlader dit publikum, når de har udfyldt kontaktformularen på din hjemmeside eller købt i din webshop. Bliv ved med at servicere dem og skabe værdi for dem. Det skaber gode relationer og giver dem lyst til at anbefale dig videre til familie, kolleger og venner.

Derfor handler det om at balancere budskab, målgruppe og kanaler. Kun herved opnår du det bedste resultatet, fordi du udnytter synergien af denne treenighed.

Content is no longer the finish line. It’s the starting line.

Mark Schaefer

Så hvis du gerne vil være kongen af content, er det vigtigt, at dit indhold er afstemt til platformen og formår at overbevise mennesker og platforme om, at du skal være kongen. Men husk, at det kun er på præmis af befolkningen. Så længde de kan lide dig.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DU VIL NOK OGSÅ KUNNE LIDE DISSE INDLÆG