At gøre noget enkelt er svært. Det er en modsætning, som gør sig gældende på mange områder: kommunikation og strategi. Rasmus Thomsen arbejder som brand strategist og business designer, og skal også hjælpe virksomheder med at gøre komplekse ting enkle for (for)brugerne. Og så har han også fundet tid til at besvare mine fire spørgsmål. Svare, der på den ene eller anden måde, afspejler det svære og vigtige i det enkle.
Hvad har været et kreativt “aha moment” for dig?
Uden tvivl: Hvor meget rummet og konteksten betyder. Det kan godt lyde som logik, men jeg har virkelig tænkt meget over det på det sidste. Jeg har brugt tusindvis af timer i mødelokaler, hvor vi sætter os for at finde på “noget fedt” — væbnet med post-its og brain food (kaffe, mandler, rosiner, og en form for havresnacks, you know the drill). Der sker… lige præcis dét, der plejer at ske. Jeg tror, at mange af os — jeg selv inklusiv — går rundt med gamle idéer eller har nogle sikre mekanismer, vi kan sætte i spil, når der er modvind i en brainstorm. Jeg er begyndt at gå udenfor. Tage kunder eller partnere med ud i nogle nye situationer. Sætte mig nogle andre steder. Tale med nogle andre — allerhelst nogle brugere eller kunder. De har nogle gange alle de gode idéer, som bare lige skal forfines en smule. Nogle gange er svaret så simpelt, at det er svært at forstå.
Hvordan skaber du de bedste forudsætninger for dit arbejde?
Tid! Det er det allervigtigste. Jeg tror nok, at det var Mark Twain, der sagde: “Undskyld mit brev er så langt, jeg havde ikke tid til at skrive det kortere”. Desværre er det også noget af det sværeste at opnå — i en tid med designsprints, hackathons og forretningsmodeller, hvor det hele bliver målt på netop: Tiden.
Faktisk synes jeg ikke nødvendigvis, at kreativitet og godt arbejde kan linkes til tid. Nogle gange er den gode idé eller retning jo bare den første tanke. Men derefter kræver det oftest tid at lave noget, der er rigtigt godt. Note to self: Indgå nogle længere projekter eller samarbejder.
Hvilken bog, film, sang eller person har inspireret dig meget i løbet af din karriere?
Det har altid mest været personer, jeg har mødt, der har inspireret mig mest. Da jeg startede på designbureau for 10 år siden, var der en mentorordning, som er det mest fantastiske, der kunne ske for mig. Jeg havde en fantastisk mentor i @Troels Nørlem og havde i øvrigt mange andre ekstremt dygtige mennesker omkring mig i den periode. Dem lærer jeg stadig af. Det samme gælder mine kunder og dem jeg freelancer med — de sætter mig dagligt på plads, og det, tror jeg, er ret sundt.
Ellers har jeg lige læst The Creative Act af Rick Rubin. Jeg ved godt, at jeg er sen til at opdage den, men hans evne til at lytte til sin intuition inspirerer mig meget. Det er altså et godt modspil til alle metoderne, og hvad man ellers har på rygraden.
Hvordan holder du dig selv skarp på dit område?
Jeg lytter til podcasts, læser bøger og blogs og… sandheden er nok, at jeg kunne være langt bedre til den slags. Jeg bilder mig ind, at jeg er god til at være nysgerrig og det synes jeg er vigtigt. Der var engang én, der sagde til mig: “Husk at være nysgerrig på andres problem og ikke kun din egen løsning”. Det har jeg taget med mig i mit arbejde.
Derudover så søger jeg med lys og lygte efter ting, jeg ikke har lavet før (så er det også nemmere at være nysgerrig). Jeg tror, at mange kender følelsen af en optimal udfordring — hvor løsningen ikke ligger ligefor, men man alligevel klarer den. Dér lærer jeg allermest, synes jeg.
Hvis du vil følge med i Rasmus’ arbejde, kan du gøre det på hans LinkedIn. Og ellers smut ind på hans hjemmeside, www.itsrasmus.com.