Ide-rigdommen og ilden i øjnene skinner ud af det, de gør. Det kan være sketches med en wanna-be-Steve-Irwin eller “Ad Man”, eller en plade chokolade, hvor ét stykke er proppet med chili. Holdet bag The Marketing Guy ser ud til at gøre det 100% og så lægger de lige 10% oven i.
Det er altid fedt at se nogle, som lægger knofedt og kreativitet i det. Hvad de konkret gør, kan I se på LinkedIn. Men hvad ligger der bag? Hvad er konteksten for det kreative arbejde? Nick Traulsen tog sig heldigvis tid til at besvare min fire spørgsmål.
Hvad har været et kreativt “aha moment” for dig?
Da jeg var 22, startede jeg i praktik i forbindelse med min uddannelse, i hvad der viste sig at være et startup. På det tidspunkt havde jeg aldrig tænkt over iværksætteri, investering, startups og lignende. Og så stod jeg der midt i en virksomhed, i et alt for lille rum, hvor skrivebordene stod alt for tæt, og der var lidt for mange energidrikke i køleskabet. ALT brændte, og folk løb rundt og jublede det ene øjeblik og virkede til at være på randen af en depression det næste. Med en utrolig rolig og tryg opvækst i Danmark, en god uddannelse og en ekstremt komfortabel hverdag, stod jeg pludselig i orkanens øje, hvor alt, man rørte ved, betød noget, hvor intet var givet, hvor man kæmpede for overlevelse, og hvor folk turde tage chancer, for man var allerede all in.
Den kultur skaber et rum hvor idéer flyder frit og med langt større gennemslagskraft. Jeg tror det sker fordi kulturen i et startup belønner risici, og derfor tør folk dele de vanvittige og skæve idéer. Kultur er nok den vigtigste driver for kreativitet og det er præcis det, der gør, at startups igen og igen vinder over de store virksomheder med 100x så stort budget, flere mennesker og flere ressourcer.
Hvordan skaber du de bedste forudsætninger for dit arbejde?
Jeg kan godt lide at tage væk to gange om året i en uges tid hvor jeg slukker min mobil og lukker min indbakke. Det altid i Sverige i en lille svensk skovhytte. Her holder jeg ikke ferie, men jeg går ture, løber, griller og hygger mig. Og 12 timer om dagen arbejder jeg på projekter, som jeg ikke har kunnet prioritere i hverdagen: nye virksomheder, bøger jeg vil skrive, programmer til virksomheden, eksperimenter og lignende. Det er de mest produktive dage på året, og jeg får så meget energi af at være alene og arbejde fokuseret, omgivet af skov, liv og frisk luft.
Hvilken bog, film, sang eller person har inspireret dig meget i løbet af din karriere?
Jeg læste engang en biografi om USAs første finansminister og George Washingtons højre hånd, Alexander Hamilton, skrevet af Ron Chernow. Det er den samme bog, der inspirerede Lin-Manuel Miranda til at skrive verdens bedste (i mine øjne) musical om den samme person. Men bogen er utrolig læsning, fordi det er så fascinerende, at dette menneske har eksisteret: en knægt født i fattigdom, forældreløs, på en lille ø i Atlanterhavet, som endte med at forme USA, dets retssystem, politiske system og økonomiske system, alt sammen inden hans fyrreårs fødselsdag.
Jeg tror hans historie inspirere mig til at bruge min tid på noget for han viser at man med intet andet end dit hoved og en vilje til at arbejde kan gøre en kæmpe forskel.
Hvordan holder du dig selv skarp på dit område?
Det gør jeg ikke. Tidligere brugte jeg ret meget tid på podcasts, YouTube, blogindlæg osv. Så læste jeg Range af David Epstein, som grundlæggende siger, at dygtige personer inden for et felt ofte har trænet hele livet, men de allerbedste har ‘Range’ – en bred viden og en vifte af erfaringer at trække på fra mange forskellige domæner. De er ikke kun marketingspecialister; de spiller skak i weekenden og skruer på motorcykler om vinteren, og det gør dem bedre til deres arbejde. Om forfatteren har ret, ved jeg ikke, men det var lige den undskyldning, jeg havde brug for, for at stoppe med kun at lære om marketing og i stedet fokusere på alle de andre kilder til nysgerrighed og læring, der findes.
Hvis du vil følge med i Nicks arbejde, kan du gøre det på hans LinkedIn. Og ellers smut ind på The Marketing Guys hjemmeside, www.themarketingguy.dk.