Konteksten med Stefani Vujic

Skrevet af Rasmus Vestergaard
Udgivet 20 aug, 2024

“Words don’t matter. Unless the words are great. Great enough for people to give a damn.” Og på en produktside eller “above the fold” på forsiden når ordkravene op til solen. At vælge de ord der passer til situationen, lige dér, hvor forbrugeren er, kommer fra og skal hen. Dét arbejder Stefani Vujic også med som UX writer. En fascinerende disciplin i tekstforfatter-verdenen, som kan løfte hele brugeroplevelsen endnu højere. Og derfor er det en fornøjelse, at Stefani vil tage sig tid til at svare på mine fire spørgsmål.

Hvad har været et stort professionelt “aha moment” for dig?

Den dag, nogen besluttede, at det jeg laver, hedder UX writing. Kort historie kortere: For 6 år siden sad jeg i et varmt mødelokale og pitchede et projekt sammen med nogle andre folk, og under mit navn på intro-slidet stod der “UX writer”. Det havde jeg sgu ikke hørt om før!

En gang imellem får jeg spørgsmålet, hvordan jeg blev sådan en, der laver indhold til brugerrejser; og svaret er jo nok bare, at jeg er snublet ind i det. Jeg skrev tekster; så blev de fleste tekster digitale; og i dag er det en selvfølge, at digitale tekster ikke bare skal “lyde nice” – de skal hjælpe folk gøre det, de kom for at gøre. Så, essensen af UX writing.

Hvordan skaber du de bedste forudsætninger for dit arbejde?

Først og fremmest ved at VÆRE den, der skaber dem.

Mange andre – kunder, venner, familie, Mette Frederiksen – har det med at have holdninger til ens arbejde. Jeg oplever, at det bedste arbejde sker, når jeg selv sætter rammerne for tid og sted – og forventningsafstemmer med interessenterne frem for at lade mig styre af dem. Jeg har aldrig fået et “nej” ved at foreslå slagets gang for et projekt.

For kunden betyder det ro i sindet, for mig betyder det frihed, som er den primære årsag til, at jeg freelancer og elsker det.

Hvilken bog, film, sang eller person har inspireret dig meget i løbet af din karriere?

Bogen “Good Services” af Lou Downe er min favorit-bibel (blandt andre bibler, bevares) – den praktiserer det, den prædiker i dens fagligt og anekdotisk opbyggede fortælling om den gode brugeroplevelse. UX writeren i mig elsker bogen for dens overbevisende måde at gøre metode og systematik spændende (ikke en nem opgave) og freelanceren i mig elsker, at det er en bog, jeg igen og igen kan hive frem og trække på, uanset om projektet foran mig har UX, marketing, brand eller noget fjerde som fortegn. Derfor en velfortjent bibel-agtig status til Good Services herfra.

Hvordan holder du dig selv skarp på dit område?

Jeg læser, læser og læser. Alt fra captions på Instagram, der fanger mig til – senest – en bog om sproget, der skaber og definerer kulter, både dem der drikker Kool-Aid og dem der opstår mere subtilt på sociale medier eller i fitnesscentret (“Cultish” af Amanda Montell).

Og så er jeg storforbruger af webinarer og online konferencer (fx Config af Figma) – at jeg kan lære, når jeg VIL, ikke når jeg SKAL, er den bedste motivation, der findes.


To links, hvis du vil se mere fra Stefani?

  1. LinkedIn
  2. Stefanis hjemmeside

DU VIL NOK OGSÅ KUNNE LIDE DISSE INDLÆG